Hej! Mit navn er Andreas, og jeg er en af de 8 deltagerambassadører, som er med til at repræsentere dig i Bedre Sundhed i Generationer, og det har jeg været siden oprettelsen af ambassadørkorpset i januar 2018.
Jeg går til dagligt i 3.G på STX i Grindsted og har ligesom dig været deltager i BSIG, siden jeg blev født. Som deltagerambassadør mødes jeg et par gange om året med de andre ambassadører og repræsentanter fra BSIGs ledelse. Ved disse møder diskuterer vi, hvordan vi kan engagere dig mest muligt i BSIG.
Vi mødtes sidst i februar, hvor vi blandt andet blev præsenteret for den kommende 25-års opfølgning. Herefter kom vi med inputs til ændringer og tilføjelser, så spørgeskemaet bliver mest muligt relevant for dig at svare på. Desuden filmede vi også nogle korte præsentationsvideoer af os som deltagerambassadører, så du som deltager i BSIG kan lære os lidt bedre at kende.
|