|
|
|
|
|
|
 |
Kære deltager
|
 |
Godt nytår til jer alle! Vi håber, at I er kommet godt ind i 2025, og siger tak til alle jer, der har været aktive i BSIGs undersøgelser i 2024.
Året som gik har været både travlt og spændende. I foråret 2024 startede vi BIOSFER - vores store projekt med fokus på fertilitet og familiedannelse. Til april vil vi have inviteret alle unge i BSIG og ca. 30% har indtil videre besvaret det indledende spørgeskema.
25-års undersøgelsen er det andet aktuelle projekt i BSIG lige nu – og nedenfor løfter vi sløret for nogle af de svar, vi indtil videre har fået ind fra vores deltagere.
Nyhedsbrevet byder også på et møde med forsker Nis Brix, og en DR podcast med professor Cecilia Ramlau-Hansen (leder af BIOSFER), som fortæller om, hvordan BIOSFER skal være med til gøre os klogere på årsagerne til faldende fertilitet i Danmark.
Et par ord om BSIGs kommende Mødreundersøgelse og nyheder fra anden forskning i BSIG er der også blevet plads til.
God fornøjelse!
|
|
|
|
 |
|
 |
Mød Nis Brix, der forsker i BSIG-data
|
 |
Nis Brix er læge og forsker ved Aarhus Universitet, og han bruger data og biologisk materiale fra BSIG til at forske i, hvorfor unge går tidligere i puberteten i dag end før i tiden.
"Jeg bruger BSIG-data og biologiske prøver til at forstå, hvordan hyppig variation i vores arvemateriale er forbundet med pubertetsudvikling. Jeg håber, at det kan hjælpe os med at forstå biologien for, hvad der igangsætter puberteten, og hvordan vores gener spiller sammen med miljøet."
Klik her og læse mere om Nis' forskning, og om hvad han godt kan lide være at være forsker: Mød Nis Brix
|
|
|
|
 |
|
 |
Hvad svarer de 25-årige?
|
 |
BSIGs 25-års undersøgelse har nu været i gang i halvandet år. Alle BSIGs unge deltagere inviteres til at deltage i undersøgelsen, når de er 25,5 år. I dette og de kommende nyhedsbreve vil vi dykke ned i nogle af de svar, som vi har fået ind indtil videre.
|
Bekymringer om helbred hos de nærmeste
Krig, klima/global opvarmning og jobmuligheder kan skabe bekymringer for 25-årige i Danmark, men bekymringer over jeres nærmestes helbred fylder mest. Foreløbig har hele 70 procent således svaret, at I ofte eller nogle gange bekymrer jer over jeres nærmestes helbred.
Hyppigere tandlægebesøg end gennemsnitsdanskeren
Hele 67 procent af de 25-årige har været til tandlægen inden for det sidste år. Til sammenligning gælder det, at kun godt halvdelen (53 %) af alle danskere var forbi deres tandlæge i 2023 (i følge Danmarks Statistik).
7 timer foran skærmen
Mere end 7 timer om dagen - det er, hvad de 25-årige BSIG'ere i gennemsnit har rapporteret, at de bruger foran en skærm (telefon, computer, TV, mv.) i løbet af en almindelig arbejds-eller studiedag.
|
|
|
|
 |
|
 |
Vær med i BSIGs fertilitetsprojekt BIOSFER!
|
 |
Vi er i fuld sving med BSIGs fertilitetsundersøgelse BIOSFER, hvor vi ser nærmere på, hvordan sociale, biologiske og psykologiske faktorer påvirker fertiliteten blandt unge voksne.
Alle BSIGs unge deltagere får nu invitationer til BIOSFERs indledende spørgeskema. Hvis skemaet besvares, sender vi et opfølgningsskema et eller to år efter afhængigt af alder. Vi sender også skemaer om graviditetsplanlægning og graviditet til dem, der rapporterer, at de prøver at få børn eller allerede venter et barn.
Måske har du en ulæst invitation i din digitale postkasse (Mit.dk, e-Boks, Digital Post-appen eller borger.dk)?
Læs mere om BIOSFER på vores hjemmeside. Vi glæder os til at modtage din besvarelse!
|
|
|
|
 |
|
 |
Podcast om BIOSFER - hvorfor får vi færre børn?
|
 |
Professor Cecilia Høst Ramlau-Hansen, BSIGs leder og ansvarlig for BIOSFER, var gæst i DR Udsyn i efteråret 2024. I afsnittet "Dansk yngelpleje" fortæller Cecilia om de faldende fertilitetsrater i Danmark og på verdensplan, og hun kommer med sine bud på, hvad årsagerne kan være.
Cecilia fortæller også om BIOSFER, og hvordan BIOSFER skal hjælpe os med at forstå både de biologiske faktorer (kan vi få børn?) og de sociale/psykologiske faktorer (ønsker vi at få børn?), der kan påvirke fertiliteten.
|
|
|
|
 |
|
 |
Ny Mødreundersøgelse på trapperne!
|
 |
Et nyt spørgeskema til BSIGs mødre er under udarbejdelse. De ansvarlige forskere ved Syddansk Universitet og Københavns Universitet har allerede sparret med BSIG mødrepanel om skemaet og på den måde fået input til temaer, der er vigtige for mødrenes sundhed og trivsel.
Vi forventer at starte undersøgelsen i løbet af 2025, og vi håber, at rigtig mange BSIG mødre vil deltage, så vi kan blive klogere på kvinders helbred i midten af livet.
|
|
|
|
 |
|
 |
Nyt fra forskningen
|
 |
Her kan du læse mere om BSIGs seneste forskningsresultater. Du kan finde flere nye resultater på BSIGs hjemmeside.
|
Luftforurening øger risikoen for astma
|
Med udgangspunkt i data fra bl.a. BSIG har forskere i efteråret 2024 udgivet en rapport, der konkluderer, at luftforurening øger risikoen for at udvikle astma.
Marie Pedersen fra Københavns Universitet, som er en af forskerne bag rapporten, udtaler: ”Selvom den udendørs luftkvalitet i Danmark (...) er blevet bedre i de seneste år, er der stadig mange uønskede helbredsudfald som astma, der er blevet forbundet med udsættelse for luftforurening”.
|
Stress under graviditeten kan påvirke børns pubertetsalder
mmm
|
Med udgangspunkt i data fra BSIGs Pubertetsundersøgelse har forskere ved Aarhus Universitet undersøgt betydningen af stress under graviditeten i forhold til børnenes pubertetsudvikling.
Resultaterne viser, at børn, hvis mødre oplevede stress under graviditeten, går tidligere i puberteten. Dette understreger vigtigheden af at støtte gravide kvinder for at fremme børns sundhed på langt sigt.
|
|
|
|
 |
|
 |
Vi vil gerne høre fra dig
|
 |
Vi er altid interesseret i feedback fra jer deltagere. Er der noget, som du synes har fungeret særligt godt i forhold til spørgeskemaerne? Noget, der ikke virker, som det burde? Eller har du en god idé til det næste nyhedsbrev? Skriv til os på bsig-forskning@ssi.dk.
Vi ser frem til at høre fra dig!
De bedste hilsner
Inger Kristine og Anne
BSIGs sekretariat
|
|
|
|
 |
|
 |
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|