Se nyhedsbrevet online her
 
 
 
 
 
 
         
     
 
Nyhedsbrev fra
Bedre Sundhed i Generationer
 
Januar 2026
 

Kære deltager

Godt nytår til jer alle! Vi håber, at I er kommet godt ind i 2026, og siger mange tak til alle jer, der har været aktive i BSIGs undersøgelser i 2025.  
 
Takket være jeres store indsats går det rigtig godt i vores to igangværende undersøgelser, 25-års undersøgelsen og fertilitetsundersøgelsen BIOSFER. 
 
Vi har inviteret knap halvdelen af vores unge deltagere til 25-års undersøgelsen - læs mere nedenfor. 
Alle unge deltagere er desuden blevet inviteret til BIOSFERs første spørgeskema, og vi er nu godt i gang med næste runde. Sidst i januar 2026 vil hele 2500 unge deltagere have fået undersøgt deres fertilitet på vores klinikker i Aarhus og København. 

Dette nyhedsbrev byder endvidere på et møde med Anne Gaml-Sørensen, som forsker i BSIG-data, og vores deltagerambassadør Andreas.

Der er selvfølgelig også blevet plads til udvalgte nyheder fra BSIGs seneste forskningsresultater. I januar 2026 er det udgivet hele 833 videnskabelige artikler baseret på BSIG-data - og der er mange flere på vej!
 

Mød Anne Gaml-Sørensen, der forsker i BSIG-data

Anne Gaml-Sørensen er postdoc ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, og hun forsker (næsten) udelukkende i BSIG-data.
I sin forskning har hun særligt fokus på, hvordan mødres forhold under graviditeten påvirker deres børns udvikling og reproduktive sundhed. Hun er også optaget af, hvordan de sociale og psykologiske aspekter, der omgiver familien, kan påvirke barnets fysiske udvikling.
 
"...vi har fx fundet, at børn fra skilsmissefamilier går tidligere i puberteten end børn, hvor forældrene er sammenboende i barndommen. (...) Jeg synes, at det er tankevækkende, at den fysiske udvikling påvirkes i mindst lige så høj grad af psykologiske og sociale aspekter som af biologiske eksponeringer.", fortæller Anne Gaml-Sørensen.
 
Læs mere om Annes forskning og om hvordan det gik, da hun som ung spillede VM i fodbold i Peru: Mød Anne Gaml-Sørensen
 

Hej fra deltagerambassadørerne

Hej, mit navn er Andreas, og jeg er 24 år gammel. Jeg er en af de 10 deltagerambassadører, der er med til at repræsentere dig i Bedre Sundhed i Generationer.
 
Jeg studerer til daglig kemiteknologi på Aarhus Universitet, og det er jeg rigtig glad for. Når jeg ikke sidder med hovedet nede i bøgerne, kan du finde mig sammen med mine venner eller ude at løbe en tur, hvor jeg træner op til mit første marathon.
 
Jeg er en af de ambassadører, der har været med helt fra gruppens oprettelse for godt otte år siden, og jeg har været meget tilfreds med, hvordan gruppen har bidraget positivt til forskningsprojektet.
Du kender måske ikke så meget til det arbejde, vi laver som deltagerambassadører, men det spænder lige fra de store beslutninger og dilemmaer til de små. Det seneste, vi har bidraget med, er feedback på den fødselsdagshilsen, du vil modtage fra os omkring din 25-års fødselsdag. Her lykønsker vi dig med dagen og opfordrer dig til at fortsætte dit bidrag til projektet, som optakt til den store 25-års-undersøgelse, som du vil blive inviteret til, når du er 25 ½ år.
 

BSIGs fertilitetsprojekt BIOSFER - runde 2 er godt igang!

 
Vi er i fuld sving med BSIGs fertilitetsundersøgelse BIOSFER, hvor vi ser nærmere på, hvordan sociale, biologiske og psykologiske faktorer påvirker fertiliteten blandt unge voksne.
 
Alle BSIGs unge deltagere er allerede blevet inviteret til BIOSFERs indledende spørgeskema. Hvis skemaet besvares, sender vi i runde 2 et opfølgningsskema 1-2 år senere. Skemaer om graviditetsplanlægning og graviditet sendes desuden til dem, der rapporterer, at de prøver at få børn eller allerede venter et barn.

Måske har du en ulæst invitation i din digitale postkasse (Mit.dk, e-Boks, Digital Post-appen eller borger.dk)?
 
Læs mere om BIOSFER på vores hjemmeside. Vi glæder os til at modtage din besvarelse!
 

Har du fået en invitation til BSIGs 25-års undersøgelse? Tjek din postkasse!

Knap halvdelen af vores unge deltagere er nu blevet inviteret til BSIGs 25-års undersøgelse, og ca. en tredjedel har besvaret spørgeskemaet. Det er vi meget glade for - og vi håber, at endnu flere har lyst til at være med. 
 
I dette spørgeskema vil vi bl.a. spørge om jeres boligsituation, fysisk og mentalt helbred, arbejdstider, søvnvaner, livsstil, stoffer, kropsopfattelse, kønsidentitet, seksualitet, skærmbrug og trivsel. Læs mere om undersøgelsen på www.bsig.dk.
 
Vi glæder os til at modtage din besvarelse!
 

Nyt fra forskningen

Her kan du læse mere om BSIGs seneste forskningsresultater. Du kan finde flere nye resultater på BSIGs hjemmeside.
 
Ingen sammenhæng mellem tatoveringer og sædkvalitet
 
Tatoveringer er meget populære blandt unge, men de kemiske stoffer i tatoveringsblæk kan give anledning til bekymring for mulige sundhedsskadelige konsekvenser.
 
Et nyt studie med data fra BSIGs sædkvalitetsundersøgelse FEPOS viser, at tatoveringer ikke ser ud til at have nogen betydning for unge mænds sædkvalitet.
 
 
Tidlig pubertet øger risikoen for overvægt blandt piger
mmm
Et nyt BSIG-studie, der er baseret på data fra mere end 13.000 deltagere fra BSIGs pubertetsundersøgelse, peger på, at piger, der går tidligt i puberteten, kan have et højere BMI i teenageårene og tidlig voksenalder – uafhængigt af deres vægt som børn.  
 
"Vores resultater tyder på, at tidlig pubertet kan spille en rolle for BMI i voksenlivet, især hos piger," siger professor Cecilia Ramlau-Hansen, der er ansvalig for pubertetsundersøgelsen. "Det understreger vigtigheden af at forstå pubertetens langsigtede betydning for helbredet."
 
 

Vi vil gerne høre fra dig

Vi er altid interesseret i feedback fra jer deltagere. Er der noget, som du synes har fungeret særligt godt i forhold til spørgeskemaerne? Noget, der ikke virker, som det burde? Eller har du en god idé til det næste nyhedsbrev? Skriv til os på bsig-forskning@ssi.dk. 
 
Vi ser frem til at høre fra dig!

De bedste hilsner
Inger Kristine og Anne
BSIGs sekretariat